juni 2012 archive

Stur, stur nummer!

Jeg eeeeeelsker cirkus, og da jeg regnede mig frem til, at sidste gang jeg var i cirkus må have været i 5. klasse, synes jeg det var på sin plads at være blandt publikum igen! Derfor tog vi i Cirkus Arena i går. På billedet ses Kristina på 9 år, der glæder sig til cirkus (jeg følte det i hvert fald som om jeg ikke var meget ældre, for jeg havde det store smil på under hele forestillingen) – behøver jeg sige mere? Der manglede intet; der var dårlige stole i lange rækker, popcorn, sodavand og is! Der var klovne, der var heste, elefanter, akrobater, jonglører og fantastisk cirkusmusik! Der var grin, klapsalver og rigtig cirkusstemning – der manglede som sagt ingenting! Og så har jeg en plan, hvis nu alt andet skal fejle – så vil jeg nemlig bare være elefantpasser i cirkus!

Hjemmelavet hyldeblomstsaft

Hyldeblomstsaft

Sommer på flaske, intet mindre! Jeg har haft gang i saftkogeriet, eller faktisk bare safteriet, da der ikke var meget kogning involveret i processen – Det er det smarte ved at lave rårørt saft. Der blev intet mindre end 8 flasker med koncentrat, der skal blandes med vand og isterninger efter behov. Jeg håber de varer sommeren ud og måske endda lidt ind i efteråret.

Man kan godt nå at lave en portion mere. Hele kunsten ligger i at plukke blomsterne lige når de er sprunget ud, så bierne og andre hyldeblomstplukkere ikke har fået fat i nektaren. Der hvor jeg plukker mine blomster er der altså stadig nyudsprungne skærme, men jeg tror man skal være lidt hurtig – måske jeg selv skulle afsted efter flere og lave en variant med ingefær også?

En opskrift:

50-60 skærme hyldeblomster

ca. 1 kg sukker

2 L kogende vand

2-3 citroner i skiver

2-3 appelsiner i skiver

Evt. ingefær i skiver?

40 g citronsyre

Atamon (både til skyldning af flasker men også til saften).

Hyldeblomstskærmene vaskes fri for biller og andre små kryb. Skærme, sukker, citroner, appelsiner og citronsyre kommes i en beholder, hvorefter det kogende vand hældes over. Der røres rundt til sukkeret er opløst. Nu dækkes saften til og opbevares herefter 3-4 dage i køleskab (det siger opskriften i hvert fald, men jeg lod bare min stå på køkkenbordet, da jeg ikke har en KÆMPE køleskab og det fungerede altså helt fint). Når man har ventet i, hvad der ligner oceaner af tid, mens duften af saft bliver mere og mere indtrængende i hele huset, kan saften sies, tilsættes atamon og kommes på skoldede, atamonskyldede flasker.

Ved servering fortyndes saften efter behov og der kan med fordel tilsættes mange isterninger, hvis vi løber ind i en dejlig varm sommer! Velbekomme!

Ferie, ferie, ferie

Aahhhh! Jeg har fået ferie i dag – hele to måneder af slagsen – sidste eksamen er overstået for denne gang og jeg glæder mig til at jeg hen over sommeren forhåbentlig skal bruge mange timer med gode bøger og en lur i ny og næ i hængekøjen med høj sol og varme dagen lang (man har vel lov at drømme – kom nu sommer!). Jeg har også store planer på den kreative front – min symaskine og jeg skal bruge meget tid sammen og jeg skal vidst i det hele taget bruge en masse tid på  syslerier og små projekter, jeg glæder mig! Og så har jeg vidst også lovet en give away, da jeg rundede de 200 indlæg, så den må jeg hellere til at kigge på!

Mini skumfiduser

image

Nogle dage har man brug for en varm kop kakao med mindst 20 skumfiduser, også selvom klokken kun er lidt over 9 – sådan en dag har jeg i dag og jeg har på min fornemmelse, at det ikke bliver den eneste kop kakao. Problemet er bare, hvis de små skumfiduser, der er perfekte til kakao, løber op, for de kan kun kan købes i Sverige ( det er i hvert fald kun der jeg har fundet dem). Jeg håber på mit lager af mini skumfiduser er stort nok til at klare mig igennem dagen. Og så må jeg vidst en tur til Sverige i løbet af ferien og proviantere – det er ikke kun mini skumfiduser, der er en sverigetur værd. Både nødder og marcipan er væsentligt billigere i nabolandet!

Chai the

image

Jeg tester chai the. Simpelthen. Det er den nye yndlings og den ligger på en fin anden plads lige efter varm kakao, med det argument, at skumfiduser smager bedst i kakaoen. Jeg har indset, at jeg er for doven til at brygge rigtig sort the med krydderier og herefter tilsætte skummet mælk, så jeg er nu igang med at prøvesmage pulvervarianterne. Den på billedet er den første i min række af varianter, der skal smages, så nu vil jeg læne mig tilbage og nyde en kop med varme krydderier.

Mit svendestykke

image

Sådan ser den så ud, min aller første striktrøje, lavet helt og aldeles af mig. Og den er dejlig og varm og jeg har haft den på hele dagen – fik jeg nævnt at jeg helt selv har lavet den? Kraven er forsøg nummer 6, men nu er jeg også tilfreds med den, hverken for høj eller for stram, men lige som sådan en skal være. Om jeg kan lave en trøje magen til? Nej! Opskriften er en god sammenblanding af to andre opskrifter og en portion opfindsomhed, så denne er virkelig en unika. Om jeg har lært noget? Meget! Der er mange små fiduser og tricks som ikke står i opskrifterne, men som man skal vide på forhånd. Nu kender jeg en del af dem og har allerede en opskrift (ja, denne gang følger jeg en opskrift som den er) og garn liggende til en trøje mere! Jeg har nemlig fået blod på tanden efter at strikke flere trøjer – det var jo slet ikke så svært!

Hjemmebiograf

image

image

I forgårs var der filmaften i hjemmebiografen på matriklen (andre ville bare kalde det vores ydmyge stue og noget slidte sofa), men for os den helt perfekte biograf, hvor man gerne må have fødderne oppe på stolerygge og kaste med popcorn alt det man vil, om det var det man ville bruge sin filmguf til. Selv vil jeg dog gerne bare spise mine popcorn. Det var blevet tid til at se sidste del af Harry Potter – nr. 7 del ét vel og mærke. Nu mangler kun del to og så er Harry Potter kapitlet slut. Og så måske lige en refill i skålen med lune popcorn inden det ringer ind til aller sidste del?

Jeg kæmper

image

image

Jeg er ved at nå til vejs ende med min striktrøje – projektet har stået på noget tid og det skyldes til dels det der studie og et projektpendleri uden lige mellem forskellige andre ting og sager. Nu er jeg nået til afslutningen. Bortset fra en masse løse ender, der skal hæftes, mangler jeg kun kraven, men det har vist sig at være en kamp! Jeg er ved forsøg nr. 3 bare på kraven. Nu skal den altså lykkedes! Vejret er jo næsten også til uldtrøjer og varm kakao, så der er måske mulighed for allerede at tage den i brug i samme øjeblik den sidste løse ende er hæftet og trøjen ellers lige får en pressetur med strygejernet..

En illusion

I min verden er Froya stadig bare en lille purk, sammenlignet med Gaia, men virkeligheden er tydeligvis en anden. Virkeligheden er nemlig den, at Froya er længere end Gaia, men knap så polstret – hun er lidt en tynd splejs. Jeg må vidst bare indse, at hun nok ikke er så lille som jeg går og forestiller mig. Det er dog lidt sjovt at se forskellen her et halvt år efter hun flyttede ind!

Et Lahnsgadekup

image

image

Jeg nåede loppemarkedet på Lahnsgade! Det var præcis som et rigtig loppemarked skal være, fuld af gammelt skrammel, men med små skatte ind imellem. Jeg fandt en skat! En gammel symaskinekasse, som jeg tror skal blive min nye hobbykasse. Eller det skulle den i hvert fald have været før Froya kaprede den som soveplads. Nu må vi se, hvem af os der får sin vilje med den nye skat?

1 2