juli 2012 archive

Postkort fra Holstebronx

image

Lige en lille hilsen fra det Vestjyske, hvor jeg har opholdt mig den sidste uges tid. Jeg er på lejr – Spejdernes Lejr 2012 – og jeg nyder det primitive lejrliv med kronisk jord under neglene og bad hver anden eller tredje dag! Til dem, der er blevet lidt nysgerrige efter, hvad det hele er for noget, så bliver åbningen af lejren sendt i aften klokken 20.00 på tv2 regional :)

Den gule regnfrakke

Jeg synes simpelthen den er så fin! En gul regnfrakke til katte – ja hvorfor ikke – de kan jo som regel ikke lide vand og med det vejr vi har for tiden er en gul regnfrakke vel noget af det bedste at iklæde sig?

Sommerlæsning

image

Bøger – side op og side ned af bogstaver, ord, sætninger, fortællinger, punktummer, udråbstegn og spørgsmålstegn – side efter side. Jeg har samlet mig en lille bunke sommerlæsning, der når vidt og bredt omkring:

En bog om det humane genom, hvor Lone Frank kigger på brugen af genteknologi med kritiske øjne. Jeg synes den virker som spændende og interessant læsning, da jeg selv bevæger mig inden for feltet og det er altid sundt at kigge på faget med andres øjne.

En førstehåndskilde om anden verdenskrig, skrevet og fortalt af Anne Frank. Jeg har læst den før, men synes den er rigtig spændende, så jeg snupper den endnu engang.

Krimi nr. 3 i serien om Louise Rick og Afdeling A

En fortælling om 11. september af Jonathan Safran Foer. Jeg har hørt meget godt om netop denne bog og glæder mig faktisk til at skulle bruge tid i selskab med forfatteren.

Udover de bøger, der allerede er i min sommerbunke af bøger, ville jeg også gerne have fingrene i “En fortælling om at glemme” og “stormen udenfor” begge af Stefan Merrill Block – jeg har hørt og læst godt om begge bøger, så jeg tror snart en bestilling hos saxo.com er på sin plads.

Hvad skal I læse over sommeren?

Agnes Cupcakes

image

image

image

Weekend i København hos gode venner er nok den bedste måde at bruge en weekend i juli måned! Vi har hygget, virkelig hygget, faktisk hygget så meget, at vi først kom i seng midt på natten, men alligevel stod op til fornuftig tid, morgen efter, for at hygge lidt mere. Lørdag tog vi i Torvehallerne og smagte lækkerier – det var her jeg stødte på Agnes og efter at have hørt så meget om “hendes” cupcakes måtte jeg selv prøve dem. Det stod hurtigt klart hvilke der var favoritterne efter vi alle have smagt – dem med frugt er bedst!

Det blev også til lækkert brød og fantastiske sandwich samt de bedste tunbøffer – alt i alt er Torvehallerne fantastiske, men det kræver at man har den store pengepung med, for lækkerier og specialiteter koster.

De små tykke

Numme numme num! Mums og slurp og mmm! Pandekager! De her er nok de bedste små tykke af slagsen – amerikanske pandekager når de er bedst. Jeg fandt et tip om tykke pandekager på The Food Club som gør dem sprøde udenpå, men dejlig bløde og luftige inden i.

En opskrift, ca 12 stk.:

3 æg

2,5 dL mel

1 dL havregryn

2,5 dL mælk

1 tsk. vaniljesukker

1 tsk. natron

1 tsk. bagepulver

1 spsk. sukker

1 tsk. salt

Revet skal af en citron

Melet blandes med vaniljesukker, natron, bagepulver og salt. Dette er vigtigt, så bagepulveret og natron bliver jævnt fordelt i dejen. Æggene seles og æggehviderne piskes stive. Dernæst piskes æggeblommer og sukker til en luftig masse, hvori melblandingen og citronskal kommes i. Mælk tilsættes og dejen røres sammen til alle melklumper er væk. Havgryn tilsættes. Til sidst vendes æggehviderne i (det er vigtigt, at bruge en dejskraber og forsigtigt vende æggehviderne i, da de er med til at gøre pandekagerne sprøde og luftige!) og dejen stilles til side i ca. 15 min.

Efter et kvarters hviletid bages pandekagerne i kokosolie, smør eller andet fedtstof og serveres med flormelis, sirupper eller frugt. Velbekomme!

Det er jo ligesom “rigtig” pizza!

image

image

Der var pizza på menuen i går – det er super nemt at lave og en rigtig god måde at tømme køleskabet for slatne og kedelige fødevarer, eller som i mit tilfælde, en god måde at bruge lækre grøntsager fra drivhuset på! Nogle af grøntsagerne er fra eget drivhus, andre er fra min mors, der gavmildt delte ud af overskudet.

image

Efter min mening er der tre hemmeligheder bag en rigtig god pizza. Den første er en pizzasten! Pizzabunden bliver SÅ meget bedre ved brug af en pizzasten og de koster efterhånden ikke meget mere en 100 kr. og er alle pengene værd. Inden jeg går i gang med at blande pizzadejen sætter jeg pizzaovnen på en rist midt i ovnen og tænder ovnen på 250 grader varmluft. Ovnen skal tændes med det samme, da pizzastenen skal varmes ordentligt igennem!

Den anden hemmelighed er pizzadejen – denne opskrift er virkelig simpel og smager bare rigtig godt!

En opskrift:

3 dL lunkent vand

20 g gær

2 spsk. oliven olie

1 tsk. salt

500 g mel, gerne pizzamel.

Gæret opløses i vandet, hvorefter salt og olie tilsættes. Herefter tilsættes melet til dejen er tilpas tør til at kunne æltes på et bord. Brug mere mel om nødvendigt. Nu skal dejen æltes til den har en fin og lind overflade og føles “lækker”. Del dejen i to og lad dem hæve på bordet med rigeligt mel nedenunder, så de ikke sætter sig fast på køkkenbordet. Når de to “boller” er hævet til ca. dobbelt størrelse (der er vel tale om ½ – 1 times hævning), rulles hver bolle forsigtigt ud til pizzastørrelse. Igen er det vigtigt at bruge godt med mel, så pizzaerne ikke sidder fast i køkkenbordet.

image

image

Den tredje og sidste hemmelighed bag en fantastisk god pizza er, at man max. bruger tre ingredienser per pizza! Det virker måske underligt, at man ikke bare må lave en pizza med det fyld man har lyst til og gerne så meget som muligt, men jeg synes altid det ender i en vandbad og en dårlig pizzabund, hvis man tager mere end tre ingredienser. Vel og mærke tre ingredienser, der skal bages i ovnen. Man kan jo altid toppe med fersk parmaskinke, tomater, salat eller oliven når pizzaen er bagt færdig. Jeg lavede to pizzaer; en tomat-ost-aubergine-squash-parmaskinke variation og en tomat-ost-peperfrugt-tomat-parmaskinke variant. Tomat og ost tæller selvfølgelig ikke med i de tre ingredienser.

image

image

Til vores pizzasten følger en pizzaspatel af træ – den er perfekt til at få pizzaerne ind og ud af ovnen – men fidusen ligger i at man lægger pizzadejen over på træspatlen når man har rullet den ud INDEN man kommer fyldt på! Igen handler det og rundhåndede mængder mel. Pizzaerne skal have 5-10 minutter i ovnen indtil bunden er lækker sprød og fyldtet ikke er blevet sort. Jeg camperede foran ovnen i de minutter pizzaerne blev bagt for ikke at brænde dem på.

Når pizzaerne er færdige kom parmaskinken på (den blev altså ikke bagt med!) og pyntet med basilikum fra min lille basilikumskov i drivhuset! Måske det er hemmelighed nummer fire og fem, det der med ikke at bage parmaskinken med og at bruge frisk basilikum?

Velbekomme!

Hallo! Hallo, er her nogen?

Ja! Ja, jeg er her, men da også kun lige akkurat. Jeg har fået ferie som nævnt tidligere og det, jeg har haft brug for, er at koble af, slappe af, slukke computer og mobil og læse bøger, massere af bøger. Den kombination af afslapning bliver der desværre ikke det bedste bloggeri ud af – derfor har bloggen ligget stille hen, ja næsten helt død hen, og alt blogging har været stoppet (jeg ved godt det er lidt dårlig bloggerstil, men jeg håber da det ikke er gået ud over min bloggerkarma), men det vender nu. Nu er der ny bloggerenergi, nye idéer, nye kreative syslerier og meget andet, der skal vises frem og fortælles om, men først fra i morgen – selvom jeg ikke er den store sportsmand skal jeg altså lige se EM finalen, bare sådan for god ordens skyld.

God søndag!