7 sandheder om blogging

7 sandheder om blogging

Fordi jeg har haft min blog i 5 år, troede jeg, at jeg efterhånden havde lært dette medie at kende. Men ak nej, jeg har gang på gang erfaret, at for at det stadig skal være sjovt at sidde bag skærmen og skrive side op og side ned om min almindelige hverdag, for ikke at tale om billederne og fotografering, så skal jeg skrue ned for mine egne forventninger, love at holde op med at sammenligne min lille blog med alle de andre store derude og huske mig selv på, at det skal være sjovt! Foruden det faktum, at bloglang kan virke lidt som det vilde vesten, er sandheden, at vi alle, os bloggere, går rundt og stiller de samme spørgsmål og kæmper de samme kampe. Det mest fantastiske ved at blogge er dog, at du aldrig er alene på denne dannelsesrejse. Nedenfor har jeg derfor listet syv sandheder om at blogge, der skal huske mig på at det skal være sjovt og hyggeligt og ikke være frustrerende eller energidrænende.

1. Ikke alle vil synes om dine indlæg. På et eller andet tidspunkt må man indse, at ikke alle synes om det du udgiver og skriver på din blog. Især ikke når din blog handler om din hverdag med alt hvad den indeholder. Nogle vil foretrække dine indlæg med opskrifter på spændende desserter eller simreretter, andre vil synes bedst om de personlige indlæg og nogle andre igen, vil hade de gange du viser dine katte frem i æteren. Men bare rolig. Det bedste ved at det er din blog er at du (og du alene!) bestemmer, hvad der skal på menuen når det kommer til indlæg.

2. Ikke alle dine indlæg vil være mesterværker. Når du har haft et indlæg, som viste sig at være en succes, kan man nemt begynde at stresse over, at resten af ens indlæg ikke er ligeså gode. Sandheden er bare, at du vil blive sindssyg hvis alle dine indlæg fra nu af skal være sådanne succeser. Det handler om at skrue ned for forventningerne. Måske skal man nøjes med et super indlæg om ugen, måske kun ét om måneden? Så længe du nyder at skrive hvert et indlæg og husker på at det skal være sjovt, så smitter det også blandt læserne.

3. Du kan ikke være aktiv på alle de sociale medier på én gang. Du bliver skør hvis du forsøger at mestre både bloggen, instagram, facebook, pinterest og alle de andre sociale medier på én gang. For det første er alle disse platforme beregnet til brug i de små pauser, til inspiration eller til at stresse af på, ikke til arbejde! For det andet er bloggen dit vigtigste medie, dernæst kan de andre komme på tale.

4. Hvad der virker for andre, virker måske ikke for dig. At følge og læse andre blogs er den bedste måde at få inspiration på. Hvad end du leder efter inspiration til design, layout, personlige indlæg, “om mig” siden eller andet, så kan du finde det her. Dog er det vigtigt at huske på, at hver blog har sin unikke skare af følgere og hvad der virker på din blog og for dine læsere finder du kun ud af ved at prøve og prøve og prøve.

5. Nogle dage gider du bare ikke blogge. Og det er helt okay. Om det er fordi du ikke kan finde på et interessant emne eller bare ikke føler for at tage et billede af din mad og lægge det ud på bloggen, så er det helt fint. Jeg har selv haft en del af sådanne dage på det sidste, for mit fokus var på mit speciale og bloggen blev ganske meget forsømt. Men sådan er det og det er i orden. En blogger er jo også bare et menneske med en hverdag foruden den på skærmen. Det vigtigste at huske på hvis eller når du kommer hertil er, at man ikke bare skal udgive et indlæg for indlæggets egen skyld – hvis dit hjerte ikke er med i det kan det mærkes.

6. Der er altid bloggere som er “bedre” end dig. Det er umuligt ikke at sammenligne din blog med andres. Om du er misundelig på de flotte billeder hos Rockpaperdresses eller på de fine fortællinger hos Emily Salomon, eller på en helt andet blogger som gør det samme som dig – fortæller om sin hverdag – så bliver man altså fanget i de tanker, der gør det hele lidt surt. Husk på, at der ikke er nogle vindere eller tabere når det kommer til blogs. Der er nok læsere til os alle og vi gør hver især noget unikt og har vores egen måde at gøre tingene på. Og hvis du vil være en bedre fotograf, en bedre forfatter eller begge dele, så starter det med dig selv. Men alle må jo starte et sted.

7. Det giver ikke altid mening. Så snart du tror du har luret det at blogge, bliver det hele vendt på hovedet. Mit all-time populæreste indlæg er billeder af snefnug af hamaperler jeg lavede for nogle år siden til jul. Det tog to minutter at lave og udgive, men det er et hit ude i den virtuelle verden, mens nogle af mine lidt mere personlige indlæg ikke ligefrem hitter (sikke en mavepuster – snefnug over personlighed, hah!). Jeg må bare erfare, at sandheden er, at ingen kan forudsige, hvordan det vil gå med det du udgiver.

Er du enig i mine syv sandheder eller kan du selv komme med andre ?

English recap: This blogging thing is an odd size. When you think you have figured it all out, it surprises you anyway, and through my five years of blogging I’ve learned a thing or two when it comes to the truth behind blogging.

Share on FacebookPin on PinterestShare on TumblrTweet about this on Twitter

6 Comments on 7 sandheder om blogging

  1. Henriette
    10. februar 2015 at 20:13 (3 år ago)

    Absolut enig… Og nej det er ikke altid til at forudse hvad der hitter! Generelt er mine personlige indlæg de mest populære, men der skal også være plads til børnemoden fx. Det er nemlig vigtigt først og fremmest at blogge for sin egen skyld. Ellers ryger ens personlige stil og grundlag fløjten :)

    [Reply]

    Kristina Reply:

    Det er så vigtigt at gøre det med hjertet – Tak for din kommentar, Henriette

    [Reply]

    Svar
  2. Libbie
    11. februar 2015 at 08:29 (3 år ago)

    HØRT, især den med at vi ALLE går med de samme tanker *ha ha* det kommer som oftest til udtryk til blogtræf hvor der kommer gang i snakken. Jeg synes blogland er total dødt lige pt men håber der kommer gang i den igen.
    Jeg vil gerne tilføje pkt. 8 til din liste: Man ved aldrig hvem der læser med…..!

    [Reply]

    Kristina Reply:

    Spot on Libbie; man aner ikke hvem der sidder og kigger med :)

    Vi må bare sætte gang i blogland – hvad er det bestemt du efterspørger? Jeg synes det er gået lidt ned med kommentarer siden jul, men jeg har så heller ikke været særlig aktiv selv pga. specialet, så det går jo begge veje :)

    [Reply]

    Svar
  3. Libbie
    11. februar 2015 at 14:55 (3 år ago)

    Jamen jeg synes bare ikke der er nok flow. Mig selv inklusiv, det halter sgu med de kreative og inspirerende eftertænksomme indlæg :(

    [Reply]

    Kristina Reply:

    Åhh, sådan kan jeg også tænke om mig selv og min blog, men så husker jeg mig selv på, at jeg kun er et menneske med en hverdag udenfor bloggen :)

    [Reply]

    Svar

Leave a Reply