En selvtillidsrutsjebane

Specialeskrivning

Det dér speciale, det skriver jo ikke sig selv, og det kræver al min opmærksomhed og energi! Og så bliver bloggen forsømt, selvom jeg har nok af ting jeg gerne vil fortælle. Men jeg er glad for, at I holder på og bliver ved med at vende tilbage, selvom det er til det samme indlæg om og om igen. Sådan er det nu engang bare når fokus er et helt andet sted. Når jeg kommer hjem om eftermiddagen er jeg fuldstændig færdig, tappet for energi og træt – virkelig træt. Og selvom jeg på sådanne tidspunkter har allermest lyst til at sove helt indtil næste morgen, er jeg ikke færdig med skrivearbejdet for den dag. Efter en lur, noget aftensmad og lidt afslapning finder man mig oftest foran computerskærmen endnu et par timer før jeg kalder det en dag. Og sådan kører det så i ring. Den ene dag går det rigtig godt, den næste sker der ingenting og troen på sig selv svigter – det er en selvtillidsrutsjebane uden lige.  I dag var der dog en lille lækkerbisken midt på dagen til at forsøde frustrationerne – hindbærsnitte! Og så gik det jo egentlig meget godt resten af dagen trods alt.

English recap: I’m still in the process of writing my thesis and it is a lot of hard work – that’s why the blog is so quiet, but I’m so thankful that all of you still pays me a visit even though it is for the same blog post over and over again.

Share on FacebookPin on PinterestShare on TumblrTweet about this on Twitter

Leave a Reply