“Hun giver brugte julegaver”

       

Genbrugte julegaver Ugeavisen Odense Kristina Lyngsø

Jeg er blevet interviewet til en artikel om genbrugte varer som julegave, jeg har nemlig de seneste par år forsøgt mig med genbrugte ting i julegave. Artiklen er skrevet af Christine Landry og hvis du ikke så den i weekendens ugeavis, bringer jeg den også her:

Hun giver brugte julegaver

Kristina Lyngsø blev træt af den kvalmende forbrugsfest og ønskelister. Nu giver hun kun julegaver, der er købt brugt

Genbrug: De fleste pakker under juletræet er pakket ind, de er købt i en butik ud fra en ønskeseddel og så er der byttemærke på. Men sådan er det ikke hjemme hos blogger Kristina Lyngsø. De sidste par år har hun udelukkende købt sine julegaver i genbrugsbutikker. 

– Jeg blev bare træt af at gå slavisk efter ønskelisterne, som var sådan en form for indkøbssedler. At give en ny vase eller en bog fra bestsellerlisten sagde hverken noget om mig som gavegiver eller noget om modtageren, fortæller hun. For den 26-årige blogger er genbrug mange ting. Gamle retro sager, nyere ting folk har brugt meget lidt eller ubrugte fejlkøb, som stadig er i original emballage.

Og faktisk har flere og flere danskere de seneste år fået øjnene op for genbrugsguld under træet. Sidste år i december oplevede modebazaren Trendsales en stigning på 14 % i aktivitet i forhold til december måned året før.

En af årsagerne kan være, at danskerne gerne vil give mere personlige gaver.

– Når jeg køber genbrugsgaver, så synes jeg ofte, jeg finder en ting, der bare står modtagerens navn på. Jeg er sjældent i tvivl, for jeg ved bare inderst inde, at modtageren bliver glad. De genbrugte julegaver er personlige, de er unikke og gemmer på en charme og historie, som er fin og perfekt til jul, siger Kristina Lyngsø. Hun har aldrig oplevet skuffede blikke, når den brugte gave blev åbnet.

Spar penge

En anden sidegevinst ved at købe sine julegaver brugt er pengedelen. Der er i gennemsnit 40-50 % at spare på second hand  julegaver, oplyser Trendsales.

– Oftest er de brugte gaver billigere, men det er ikke altid tilfældet ved alle de ting, jeg går efter. En anden sidegevinst er miljøfordelen ved genbrugstanken. Hvis jeg køber fejlkøb eller nyere, brugte ting, så kan jeg godt lide, at jeg på trods af indkøb af en materialistisk gode, ikke spilder eller udtømmer ressourcer, siger Kristina Lyngsø.

Det kræver tid

I en helt ny undersøgelse fra Den Blå Avis og Yougov svarer 58 %, ’at de ville blive glade for en julegave, som var købt brugt. 
Hvis man har fået mod på at forsøge sig med den brugte julehandel i år, skal man gå i gang i god tid.

– Genbrugte julegaver kræver tid. Man skal bruge noget mere tid i genbrugsbutikkerne eller hos antikforhandlerne end man måske ville bruge i andre butikker, for ofte ved jeg ikke helt, hvad jeg går efter. Jeg bruger også noget tid på at kigge på brugte ting på nettet, fortæller Kristina Lyngsø. Hun fortæller, at man nogle gange kan være heldig at lave en bytteaftale med den enkelte butik, hvis den brugte julegave alligevel ikke skulle være helt, hvad modtageren gik og drømte om.

English recap: I’ve been interviewed by Christine Landry for the local newspaper about giving vintage, second hand and antiques in christmas presents.

Leave a Reply