Min klumme: Genbrugte julegaver

       

Min klumme - genbrugte julegaver

Så er det blevet tid til at vise jer min tredjesidste klumme i Ugeavisen i denne omgang, og da vi nærmer os december og juleaften handlede den om, hvordan du kan finde julegaverne i genbrugsbutikkerne.

Jeg ved godt, der stadig er et par måneder til juleaften, men det jeg vil snakke om i dag kræver, at man er ude i god tid. Normalt synes jeg julen hører december måned til og af princip pynter vi også først op den første søndag i advent. Men i dag gør jeg en undtagelse og fortæller om julegaver, da jeg har nogle pengebesparende alternativer til julegaveindkøb. Det kræver dog man er ude i god tid. For to år siden gav jeg kun julegaver fra genbrugsbutikker til min familie, hvilket gjorde, at jeg både kunne spare penge på gaverne, men også at modtagerne fik nogle mere personlige gaver, hvilket jeg synes er det vigtigste.

Men hvordan gør man så? Som sagt gælder det om at være ude i god tid. At købe genbrugte ting er tidskrævende. Da jeg søgte efter julegaver til min familie, kiggede jeg både i genbrugsbutikker, second hand forretninger og antikvarer i byen (se evt. et overblik over butikker i Odense i min Genbrugsguide på min blog), men jeg brugte også Trendsales og Den Blå Avis. Til min kæreste fandt jeg et miniature pool bord i god stand i en Den Blå Fasan, til min mor fandt jeg nogle lækre bluser i Madam Rosendahl og min søster fik et par skindluffer jeg fandt brugt på Trendsales, for bare at nævne nogle få. Ulempen ved gaveindkøb på denne måde, er at tingene oftest ikke kan byttes eller returneres, men det ser jeg ikke som en hindring, hvis man kender modtageren og kan gå efter ting som vedkommende synes om.

Foruden de genbrugte julegaver rummer Odense Kulturmaskinen med mange kreative værksteder. Her er det muligt at lave sine egne gaver til familie og venner. Dengang jeg flyttede til Odense var jeg især glad for keramikværkstedet, men der er også et syværksted og et smykkeværksted, hvis man skulle have lyst til at kaste sig ud i kreativiteten. Og det der med at lave sine julegaver selv er noget jeg altid har gjort det meget i. De hjemmelavede gaver er ikke altid billigere end færdige købegaver, men de vinder på personligheden.

English recap: It’s time to show you the next column in the Odense newspaper. This time it is about giving second hand christmas presents.

Leave a Reply