Min klumme: Simremad er billig mad

       

Klummeskribent Ugeavisen Odense

I sidste uge udkom endnu en af mine klummer i Ugeavisen. I skal ikke snydes og som de foregående gange bringer jeg den også her. Denne gang handler det om min yndlings efterårs- og vinterret – simremad. Det er billigt og nemt og kan forvandle billige kødudskæringer og slatne køleskabsgrøntsager til lækre måltider.

Efterår – en årstid jeg altid ser frem til, for hvor meget jeg end elsker forårets komme efter en kold vinter og de lyse aftener og lune dage hen over sommeren, så glæder jeg mig altid til, at jeg igen kan trække i striktrøjerne, finde huer og vanter frem og pakke mig godt ind, mens landskabet skifter til de flotteste gule, røde og brune nuancer. Og nu er det her, efteråret! Kalenderen siger det og jeg begynder så småt at spotte de visne blade i haven. Jeg har også fundet strikkelysten frem igen. Det er og bliver min yndlings indendørsaktivitet.

Det allerbedste ved efteråret er dog simreretterne (jeg er jo lidt af et madøre)! De billige, sammenkogte retter, der smager noget så godt og som i virkeligheden kan laves for en slik. Min kæreste og jeg elsker mad og det hænder, at vi får forkøbt os, så vi står med slatne grøntsager og madrester vi ellers ikke lige ved hvad vi skal gøre med. I stedet for at smide dem ud bliver de ofte brugt i en simreret, hvor de billigste kødudskæringer får selskab af kedelige grøntsager fra køleskabet, krydderurter og kærlighed. Efter nogle timer i støbejernsgryden, som for øvrigt er købt i en genbrugsbutik, dufter hele huset herligt af god, hjemmelavet mad. Og så egner det sig også godt til fryseren, så der er nem aftensmad de dage, hvor der ikke er tid til at kokkerere. Vi får som regel kartoffelmos til, lidt surt i form af syltede agurker og rødbeder og lidt hakket persille på toppen, og så er der serveret.

Hvad angår støbejernsgryderne, så kan de altså fås til nogle gode priser hvis man køber dem brugt. Jeg har selv mange gryder og pander fra Copco som alle er købt i genbrugsbutikker og de er virkelig gode. Bare et lille tip fra mig til jer.

God fredag og god weekend!

English recap: Here’s another of my columns – this time its about my love for autumn and slow cooking.

Follow me on Bloglovin’

Leave a Reply