Archive of ‘Mad’ category

Grydebrød

Grydebrød

IMGP3393

IMGP3419

Verdens nemmeste og bedste brød, intet mindre. Det skal hverken æltes eller tæskes igennem, men ligesom med bolognesen, skal der tålmodighed til. Dette brød laves nemlig over to dage, men det er hele ventetiden værd!

En opskrift:

½ L koldt vand
Gær på størrelse med en ært
10 dL mel, eller ca. 600g
Knivspids salt

Dag 1: Gæren opløses i vandet og salt og mel tilsættes. Dejen røres sammen så alt melet er vådt (tørt mel hæver jo ikke). Jeg brugte fuldkornsmel, men har også haft lavet brøddet med fint hvedemel og begge brød blev rigtig gode! Dejen sættes i køleskab i et døgns tid.

Dag 2: Dejen tages ud af køleskabet 3 timer før brødet skal serveres. Dejen er nu hævet op med store bobler i. Gæren har gjort alt æltearbejdet gennem natten, så dejen skal behandles forsigtigt. Drys mel på et bord og hæld dejen forsigtigt ud på bordet. Fold den sammen i tre led; først den ene vej, så den anden og lad den hæve igen i et smurt fad, drysset med mel. Lad det hæve i 2 timer ved stuetemperatur.

Tænd ovnen på 250 grader og sæt din tomme støbejernsgryde, römertopf eller lergryde med låg på i ovnen. Den skal varmes godt igennem, så jeg lader det stå inde i 30 min. før både gryde og ovn er godt varm. Når dejen er hævet færdig og ovnen er varm, kommes dejen over i den varme gryde og låget kommes på. Nu skal brødet bages 30 min. ved 250 grader med låg på! Dernæst 15 min. ved 230 grader uden låg! Brødet skal hvile i ca. 20 min. før det kan serveres.

Du har nu lavet verdens bedste brød og det er virkelig nemt! Brødet får en fantastisk smag og en lækker, sprød skorpe.

Velbekomme!

Verdens bedste bolognese

Ingredienser

Verdens bedste kødsovs

Verdens bedste bolognese

Mmm! Pasta Bolognese eller Spaghetti Bolognese – en gammel klassiker – denne gang dog lavet helt på min egen måde og jeg har aldrig fået en kødsovs, der smagte SÅ godt! Jeg serverede den for min madklub i går og den var et hit hos alle. Hemmeligheden er tålmodighed, for den skal altså have lov at stå og simre.

En opskrift:

Løg
Frisk chili
Squash
Tomater
Hvidløg
Selleri
Champignoner
Gulerødder
Hakket oksekød
Tomat puré
Hakkede tomater
Rødvin (eller måske balsamico?)
Frisk basilikum
Olivenolie
Salt og peber

Alle grøntsager skæres eller hakkes i passende stykker. Olien varmes i en pande og kødet brunes af (det tager laaaang tid, men er virkelig værd at vente på – et tip er at væsken først skal koge væk, før olie og kødfedt er med til at brune kødet). Herefter tilsættes løg, hvidløg og chili. Så champignoner, selleri, gulerødder, squash og tomater. Det hele brunes/steges indtil væske er væk. Nu tilsættes tomatpuré, hakkede tomater og et skvæt rødvin. Hele molevitten simrer i en times tid. Basilikum hakkes og tilsættes og retten smages til med salt og peper.

Serveres med pasta – velbekomme!

Pasta Bolognese

Bønne cupcakes

image

image

Bønne cupcakes – muffins uden mel – lyder i første omgang ret så ulækkert (især for én som mig, der ikke kan fordrage bønner), men alligevel endte de her med at være fantastisk, måske endda verdens bedste cupcakes! Det var til stor morskab, både for mig, min veninde og min kæreste, at lave dem i forgårs. En af de store udfordringer var at få min blender til at samarbejde, men det løste vi og så blev der ellers danset jeg-bager-lige-en-kage dansen i køkkenet.

Opskriften har jeg tyvstjålet her fra Louisa Lorang og I må selvfølgelig også godt få den.

En opskrift:

200g kogte sorte bønner (jeg brugte altså kidneybønner fra dåse og det var fint)
100g blødt smør
100g rørsukker
100g smeltet, mørk chokolade
½ dL kakaopulver
1 tsk. bagepulver
½ tsk. natron
Salt, en lille smule
5 æg

Tænd ovnen på 185 grader. Blend bønner, smør og sukker i en foodprocessor (jeg brugte en blender og med lidt mælk i også og en masse røren rundt med en ske gik det fint – en foodprocessor er nok at foretrække. Måske man også bare kan blende bønnerne og så lave resten af dejen i en skål ved siden af?). Tilsæt den smeltede chokolade og blend igen. (Mht. brug af blender gik det bedre, da chokoladen kom i). Bland kakaopulver, salt, bagepulver og natron i en skål og kom det i blenderen. Blend massen. Blend herefter æggene i, ét ad gangen. Kom kagemassen i muffinforme i en muffinbradepande og bag dem i 20-35 min. indtil de er færdigbagte som normale cupcakes – tjek evt. med en nål, strikkepind, gaffel, grillspyd, eller hvad du plejer at bruge, om dejen hænger ved.

Når de er færdigbagte, køles de HELT af, før der kommes frosting eller pynt på. Louisa Lorang en mascarpone/jordbær skum (du kan se hvordan lige her), men jeg brugte flødeskum og hindbær.

Velbekomme!

Fyldte peberfrugter

Fyldte peberfrugter

Fyldte peberfrugter

Fyld

Fyldte peberfrugter

Fyldt peberfrugt

Så har jeg igen været i køkkenet igen. Denne gang fremtryllede jeg fyldte snackpebre eller peberfrugter med fyld af grøntsager og grønne linser. Jeg eksperimenterer tit i køkkenet med nye ingredienser og nye retter, men denne gang fik jeg skrevet ned, hvad jeg gjorde, hvilket var heldigt, for det smagte bare hammer godt! Og I skal da have lov at gøre kunsten efter, så her er opskriften;

En opskrift:

Løg
Hvidløg
1 ds. hakkede tomater
En håndfuld babyspinat
Squash
2 dL grønne linser
½ L grøntsagsbouillon
1 tsk. sennepsfrø
4 store snackpebre eller store peberfrugter
Salt og peber

Jeg startede med at hakke alle grøntsager (undtagen peberfrugterne) og svitse dem ved mellem varme i en pande. Herefter tilsatte jeg linser, sennepsfrø, grøntsagsbouillon og tomat. Herefter står fyldet og småsimre i ca. 3o minutter. Når linserne er færdigkogte tilsmages fyldet med salt og peber og fyldes i peberfrugterne. Pebrene bages i ovnen ved 175 grader i ca. 20 minutter.

Velbekomme!

Anderledes julekonfekt

Små flødeboller

Jeg er familiens konfektmager, så til jul bliver min kreativitet udi marcipan, nougat og chokolade sat på prøve. I år blev det ikke til det helt store, men jeg var da om alle omstændigheder nytænkende; jeg lavede nemlig små flødeboller med marcipanbund. Nu tænker du nok, at det er da både set og hørt før, men istedet for at piske min egen skum, brugte jeg bare skumfiduser – nemt og hurtigt!

Så i år var konfektfadet toppet med små skumfidus-flødeboller med marcipanbund, overtrukket med mørk chokolade, mums!

Små flødeboller

Julekonfekt

Flødeboller med marcipanbund

Julekonfekt

Fødselsdagsbrunch

Fødselsdagsbrunch

Brunch

Bagte grapefrugter

Oddvørs daddelkage

Græsk yoghurt

Jeg har fejret min fødselsdag i dag med besøg af familie til den helt store fødselsdagsbrunch. Menuen bestod af lækkert brød, græsk yoghurt med ahornsirup, müsli og jordbær, bagte grapefrugter, laksemousse, kyllingespyd, Louisa Lorangs æggemuffins, langtidsbagte tomater, kartoffelrøsti, kødpålæg, ost og Meyers kanelsnurrer, puha! (jeg havde selvfølgelig glemt alt om laksemoussen i køleskabet, så den blev serveret i køkkenet som “kom godt hjem”-mad). Det var lækkert, virkelig godt og det hele blev rundet af med Oddvørs daddelkage til dessert. Tak for mad siger jeg bare – og tak for dejlige gaver og godt besøg til familien!

Pulled pork

I går fik vi pulled pork sandwich til aftensmad – der er tale om lang forberedelsestid, for ikke at snakke om lang tilberedelsestid, men det er samtidig noget af det lækreste, møre kød man får ud af processen. Det var så godt, at jeg ikke kunne lade være med at snacke, da jeg stod med gafler og hæv nakkefileten fra hinanden.

En opskrift:

En nakkefilet fra svin
Marinade (jeg lavede en våd marinade med bl.a. ingefær, chili, paprika og æbleeddike)
Römertopf, eller anden stegeso, støbejernsgryde eller lignende.
Ovn

Dag 1: Først lavede jeg marinaden. Her er der fri leg, for kødet tager jo smag af marinaden. Man kan lave en selv som jeg gjorde eller købe en færdiglavet, det bestemmer man helt selv. Under alle omstændigheder skal nakkefileten marineres i et døgns tid. På denne måde har kødet fået god smag af marinaden.

Dag 2: Römertopfen sættes i vand i 10 min. Herefter kommes nakkefilet, marinade (og lidt vand, alt efter mængden af marinade) i stegesoen og låget kommet på. Römertopfen kommes i ovnen, der først nu tændes på 125 grader. Nu skal der en god portion tålmodighed til, da stegen skal have omkring 7 timer i ovnen ved den lave temperatur. Stegen er færdig når den har en kernetemperatur på mere end 94 grader. Stegetiden kan dog variere alt efter stegens størrelse og ovnen, så kernetemperaturen er et godt mål at gå efter. Til sidst hives stegen fra hinanden med to gafler og det lækre kød kan serveres i sandwich med coleslaw, spinatblade og avocado.

Velbekommen!

Hokkaidosuppe

Det er blevet efterår og jeg er blevet småsyg, så i dag stod den på græskarsuppe – selvom jeg nu nok havde lyst til at gøre det nemt og hurtigt, blev det en hjemmelavet suppe alligevel og hvilken suppe det blev! Den smagte fantastisk. Den var også nem og hurtig, og du kan også lave den selv – alt du behøver er et hokkaido græskar og nogle halv-kedelige grøntsager fra køleskabet.

En opskrift:

Et hokkaido græskar
Gulerødder
Et æble
Krydderurter
Hvidløg
Chili
Løg
1 L kogende vand
Grøntsagbullion
Citron

Alle grøntsager snittes til små fine tern. Hvidløg, chili og løg kommes i gryde og stege til løgene er klare. Gulerødder, græskar og gulerødder tilsættes og steges ca. 5 min., før vand og grøntsagsbullion tilsættes og suppen koges til smat.  suppen kan blendes i blender eller med stavblender, men kan også bare mases med en ske. Suppen smages til med salt, pepper og citron, og serveres med creme fraiche og lækkert brød til. Velbekomme!

Verdens bedste lasagne

Jeg knuselsker lasagne! sikke en fantastisk spise og en super måde at få tonsvis af grøntsager med i aftensmaden på. Jeg har i mit madelskende liv lavet mange lasagner, men denne er den bedste jeg hidtil har kreeret i køkkenet og så er den faktisk ganske simpel! Den startede som en “tøm køleskabet” ret, men også grøntsager fra drivhuset fik lov at være med.

En opskrift:

Løg
Hvidløg
Chili
Hakket oksekød
Peperfrugt
Aubergine
Squash
Gulerødder
Spinat
Tomat
Tomatpuré
Hakkede tomater på dåse
Mozzerella

Løg, hvidløg og chili steges i en gryde til løgene er bløde. Dernæst tilsættes kødet som brunes af. Så er det tid til peperfrugt, tomatpuré, hakkede tomater og en god mængde salt (salten er vigtig, da der kommer så mange grøntsager i). Mens sovsen står og simrer, tændes ovnen på ca. 200 grader og  aubergine og squash skæres i skiver og strøs med salt. Salten trækker vandet ud af grøntsagerne. Efter 5-10 min. i salt steges skiverne i olie på en pande til de er møre. Gulerødderne skæres i grove skiver og tomaterne skæres i passende små stykker (jeg bruger altid både tomatpuré og hakkede tomater til at lave sovsen, da jeg sjællendt synes friske tomater har samme kraftige smag – denne gang tilsatte jeg dog også almindelige friske tomater, men kun fordi jeg havde dem fra drivhuset, de kan altså sagtens undværes). Spinatbladende vaskes fri for jord og lasagnen er nu klar til at blive samlet lag for lag.

Jeg starter altid med lidt sovs i bunden af fadet. Dernæst kommer lasagneplader – her kan både bruges almindelige plader, men også fuldkornsplader eller friske lasagneplader er fine. Efter det første lag med lasagneplader kommer endnu et lag med sovs, så stegte auberginer. Så et lag med lasagneplader og gulerødder. Til sidst endnu et lag lasagneplader, sovs, spinatblade og stegt squash på toppen. Øverst kommer et lag med mozzerella.

Lasagnen bages nu i ovnen i ca. 30 min., hvorefter jeg slukker ovnen og lader den stå derinde i yderlige 10 min. På denne måde får lasagnen lov at hvile så evt. overskydende væske kan trænge ind i lasagnepladerne og man undgår en meget smattet lasagne.

Velbekomme!

De små tykke

Numme numme num! Mums og slurp og mmm! Pandekager! De her er nok de bedste små tykke af slagsen – amerikanske pandekager når de er bedst. Jeg fandt et tip om tykke pandekager på The Food Club som gør dem sprøde udenpå, men dejlig bløde og luftige inden i.

En opskrift, ca 12 stk.:

3 æg

2,5 dL mel

1 dL havregryn

2,5 dL mælk

1 tsk. vaniljesukker

1 tsk. natron

1 tsk. bagepulver

1 spsk. sukker

1 tsk. salt

Revet skal af en citron

Melet blandes med vaniljesukker, natron, bagepulver og salt. Dette er vigtigt, så bagepulveret og natron bliver jævnt fordelt i dejen. Æggene seles og æggehviderne piskes stive. Dernæst piskes æggeblommer og sukker til en luftig masse, hvori melblandingen og citronskal kommes i. Mælk tilsættes og dejen røres sammen til alle melklumper er væk. Havgryn tilsættes. Til sidst vendes æggehviderne i (det er vigtigt, at bruge en dejskraber og forsigtigt vende æggehviderne i, da de er med til at gøre pandekagerne sprøde og luftige!) og dejen stilles til side i ca. 15 min.

Efter et kvarters hviletid bages pandekagerne i kokosolie, smør eller andet fedtstof og serveres med flormelis, sirupper eller frugt. Velbekomme!

1 2 3 4 5 6 7