Posts Tagged ‘Gæsteblogger’

Gæsteblogger: Signe fra uselesswardrobe.dk guider til genbrug i Haderslev

Signe uselesswardrobe gæsteblogger

Det er endnu en gang blevet tid til fint besøg her på bloggen. Jeg har nemlig spurgt Signe  fra Useless wardrobe (eller use less wardrobe) om hun ikke vil guide jer til hendes yndlings genbrugsbutikker i sit nærområde. Så uden yderligere introduktion vil jeg give ordet til Signe:

Hej til alle jer herinde! Jeg hedder Signe og jeg blogger om slow fashion ovre på mit online hjem uselesswardrobe.dk, og har i dag fornøjelsen af, at dele nogle af mine favorit genbrugsbutikker i mit lokalområde – Haderslev – med jer.

Én af de fede ting ved, at besøge genbrugsbutikker eller loppemarkeder lidt udenfor de større byer er, at priserne på genbrugsguld ofte er lidt lavere men også at alle de gode ting ikke er væk inden man når at blinke.

Så meget som jeg elsker de små butikker man ofte finder i de større byer, så går jeg oftere og oftere efter de store genbrugsbutikker der som oftest ligger uden for byen, så det er også dét der præger mit valg af genbrugsbutikker i dette indlæg. I de større butikker kan man rigtig fordybe sig og gå på jagt efter noget unikt og fedt.

Venneskredsens Loppegård

Vennekredsens Loppegård GæstebloggerGæsterblogger useless wardrobe

Vennekredsens Loppegård

Adresse: Tingvejen 72, 6500 Vojens

Kontakt: 24 98 30 48

Åbningstider: 1. Lørdag i hver måned

Publikummet er oftest ældre på Loppegården, og der er altid auktion, musik eller anden form for underholdning ligesom der stort set altid dufter af mad, som bliver lavet i bygningens køkken. Der er dømt vaskeægte sønderjysk stemning, og for det meste er der rigtig mange mennesker der kommer når der er åbent.

Jeg er meget begejstret for Vennekredsens Loppegård, også selvom jeg ikke altid kommer hjem med noget derfra. Grunden til jeg rigtig godt kan lide større butikker eller haller om man vil, er fordi at de ikke kun har tøj, sko og accessories, men også møbler, malerier, bøger m.m. Her kan man rigtig gå og dykke ned i udvalget, og man kan med stor sandsynlighed finde sig noget rigtig unikt. Selvom man også støder på ting der måske i nogles øjne mere ligner noget ubrugeligt ragelse – men det er jo ofte med sådan nogle ting man kan finde på at lave noget virkelig kreativt! Sidst jeg var på Loppegården fandt vi en fin gammel mælkejunge, som nu står og pynter i vores køkken alrum. Jeg er vild med at lede efter genbrugsmøbler, da vi bor i et forholdvis nyt hus med mange nyere møbler. Jeg synes de gamle genbrugsmøbler og pyntegenstande tilfører en helt anden varme til huset, og jeg synes det er super fedt at blande de gamle ting med de nye.

En ting jeg synes var virkelig fedt sidst jeg var der, var at de havde lavet nogle kasser eller såkaldte ”startpakker” med alskens service. Perfekt til dig der står og skal til at flytte hjemmefra! Ved at samle genbrugsguldet på den måde, så gør man det jo virkelig nemt og overskueligt for kunden, og det for jo en helt anden værdi når det bliver samlet på denne måde.

Røde Kors Haderslev Røde Kors Haderslev gæsteblogger

Røde Kors i Haderslev

Adresse: Niels Finsens Vej 2, 6100 Haderslev

Åbningstider:  man-fre 10-17, lør 10-13, 1. Lør/måned 10-15

Her skal man også lidt udenfor byen, men det er bestemt også køreturen værd, synes jeg. Her er der lidt ligesom loppegården igen tale om en større form for hal, hvor der er alt lige fra tøj, til møbler og service. Jeg faldt over den smukkeste rosa stol i velour inde i butikken, som jo er super trendy netop nu. Ligesom det mørkegrønne marmorbord jeg faldt over derinde også er. Tøjet er rigtig fint opdelt i både køn og type, og butikken fremstår generelt rigtig pæn og ordentlig. Her kan man sagtens køre ud og gøre sig et kup engang imellem!

 Kirkens Korshær Genbrug Haderslev Kirkens Korshær Genbrug Haderslev

Kirkens Korshær i Haderslev

Adresse: Jomfrustien 25A, 6100 Haderslev

Åbningstider: man-fre 10-17, lør 10-13

Denne genbrugsbutik er placeret mere centralt og i nærheden af byens gågade, hvilket butikken nyder rigtig godt af, fordi den tiltrækker mange af strøgkunderne. På samme gade ligger der flere andre genbrugsbutikker, så i det hele taget er dette område i Haderslev rigtig godt at tjekke ud hvis man er på genbrugsjagt.

Butikken er lidt speciel, da den oprindeligt var den første genbrugsbutik i Haderslev og de har netop kunnet fejre 40 års jubilæum i de nyere lokaler hvor den har ligget de sidste 4 år. Også her er butikken rigtig fint indrettet, tøjet er pænt sorteret og man bliver bud velkommen med et smil. Ligesom de andre butikker så er der her både tøj, møbler, legetøj, service m.m.

I nærheden ligger også genbrugsbutikken ”Hansens Kælder” som er fuld af retro møbler og design. Jeg har endnu ikke været derinde, men jeg er sikker på butikken er et besøg værd!

English recap: I’ve had Signe from the blog uselesswardrobe.dk to do a guest post about her favorite second-hand stores in her town, Haderslev.

Gæsteblogger: Johanne Schack giver tips til genbrugsbutikker i København

Johanne Schack gæsteblogger

Så er det igen blevet tid til en genbrugsguide uden for Odense. Denne gang har jeg bedt endnu en Johanne om at komme med en lille guide til hendes to yndlings genbrugsbutikker. Hun valgte to fra hovedstaden og uden ynderligere introduktion, lader jeg Johanne føre ordet herfra:

Hej til læserne på Kristinas fine blog.

Mit navn er Johanne Schack og jeg driver den danske webside http://www.johanneschack.dk fyldt med guides til lækre butikker, hyggelige spisesteder og masser af kunst og kultur. Ens for alle anbefalingerne er, at de er nøje udvalgt med øje for god smag, fine detaljer samt høj kvalitet. I dag vil jeg vise jer 2 af mine absolutte yndlings genbrugs butikker i København.

Dansk Form Dansk Form

En design- og vintageforretning, som virkelig er fin, er Dansk Form på Sønder Boulevard. Butikken er stadigvæk i opstartsfasen, og er igang med en løbende istandsættelse, men meget snart står butikken færdig, men det er dog så heldigt at du allerede nu kan kigge forbi butikken. Som Simon meget fint har beskrevet den for mig :

“Butikken er en designbutik, der er specialiseret i vintage møbler, keramik, lamper og ting til væggen (maleri, litografi og tryk) – og derudover nyproducerede lædervarer.”

Butikken har et bredt udvalg af lækre ting, som kan sammensættes på mange forskellige måder, og derfor passe ind i lige netop din stil. Jeg er især vild med deres store samling af keramik og de flotte litografier. Bag butikken står ejeren Anders Forup, som også er manden bag smykkemærket HandcraftedCph, hvor han producerer de smukkeste håndlavede smykker, og du kan få ham til at lave dem præcis, så de passer til dine ønsker og idéer. Han er helt vildt dygtig. Derudover finder du også Simon Tuntelder, som laver de lækreste lædervarer så som tasker, punge, nøgleringe i eget navn. Fælles har butiksindehaverne stor passion for vintage, keramik, møbler og interiørting – og det kan man i den grad mærke på den meget gennemførte butik.

Psst find yderligere information på deres Instagrams: @simontuntelder og @handcraftedcph (Og hvis du er interesseret i at se mere til Anders’ smykker, kan du også besøge hans smykkebutik i samme omgang. Den ligger nemlig lige om hjørnet på Sønder Boulevard 59.)

Hvor? Sønder Boulevard 81, 1720 København V

Hvornår? Ingen fast åbningstider endnu, men der regnes med tors-fre: 12.00-18.00 og lørdag: 11.00-15.00 (følg løbende med på Facebook eller Instagram)

Andet? https://www.facebook.com/danskform/

Finderi FinderiMidt på Frederiksberg på en lille rolig sidegade til hektiske Falkoner Allé, finder du den lille genbrugsperle Finderi.

I butikken kan du eksempelvis finde fine brevvægte, smuk keramik, barvogne, stole, lamper og ikke mindst en masse sjove små nips. Butikken er perfekt at besøge, hvis du mangler en ting til boligen, som lige kan være med til at pifte det hele lidt op. Samtidig går du stensikkert hjem med et stykke design, som man ikke kan undgå at ligge mærke til, og som ikke lige er til at få fat i hvor som helst. Hvis du ikke lige står og mangler noget til hjemmet, kan alle besøge butikken og få inspiration og idéer til, hvordan man kan kombinere nyt med gammelt. Bag butikken er ejeren Josephine Ilmi Johansen, som så fint kalder sig selv for butikkens altmuligmand – hun formår i den grad at indkøbe de fineste antikke ting til butikken,som netop gør at denne butik adskiller sig fra andre genbrugsbutikker. Tingene er nøje udvalgt og sammensat, så de ofte følger boligtendenserne.

Husk du også kan følge Finderi’s instagram, hvor der ofte bliver lagt billeder op af alle de fine indkøbte sager!

Hvor? Roarsvej 3, 2000 Frederiksberg

Hvornår? Mandag: lukket, tirsdag: 13.00-18.00, onsdag: 12.00-18.00, torsdag: 13.00-18.00, fredag: 12.00-17.00, lørdag: 11.00-15.00 og søndag: lukket

Andet? http://www.finderi.dk

English recap: I’ve had Johanne from the blog johanneschack.dk to do a guest blogpost about some of her favourite second hand shops in Copenhagen, being Dansk Form and Finderi.

Gæsteblogger: Genbrugstips i København

Gæsteblogger Johanne på Frøken Lyngsø Genbrugsguide Secondhand i KBH

Godmorgen kære læsere! Jeg har glædet mig til det her indlæg i noget tid. Jeg har efterhånden besøgt mange genbrugsbutikker, antikforretninger og steder, der sælger second hand og vintage, i Odense vel at bemærke. Men nu synes jeg det var på tide også at fortælle om genbrug fra andre byer end min egen. Derfor har jeg bedt Johanne fra Bedremode.nu om at komme med en lille guide til hendes to yndlings second hand butikker i København. And without further ado, Johanne, værsgo:

Jeg elsker genbrug, men har det svært ved det i København. Grunden er at jeg kommer fra Nord-jylland og generelt synes at det er lettere at finde gode billige fund der. Inde i København bliver de små genbrugs forretninger hurtigt rippet for alt der er godt, og det bliver så solgt til overpris i de finere second-hand butikker.

Generelt går jeg meget ind for genbrug og second-hand, af flere grunde, men den største er at det er godt for miljøet. Jeg blogger til dagligt ovre på Bedremode.nu hvor jeg har fokus på tøj der er lidt mere bæredygtigt. Og her scorer genbrug højt. Men det er kun hvis man gennem køb af genbrug ellers kan sætte sit forbrug af almindeligt tøj ned, at man kan finde en miljø-gevinst.

Jeg kan ikke selv klare mig 100 % med genbrug, men der er nogle rigtig fine ting som jeg ikke længere køber nyt. Blandt dem hører kjoler og silkeskjorter, som også hænger sammen med mine to tips.

I den tid jeg har boet i KBH er der sneget sig to favorit-steder ind.

Genbrugsguide Resecond Gæsteblogger

Resecond

Resecond er en lidt anderledes genbrugsbutik, og faktisk skal du slet ikke have penge med, men der imod en kjole du gerne vil bytte til en ny. Jeg er rigtig glad for konceptet, fordi jeg synes det er vigtigt vi afprøver nye måder at forbruge. Jeg har fundet mange gode kjoler i bytte-butikken som ligger på Jægersborgsgade på Nørrebro (der ligger også en i Århus).

Kvaliteten af kjoler er desværre skiftende, men hvis man kommer ofte nok kan man nemt finde noget godt. Jeg glemmer bare nogle gange at komme ofte nok.

Genbrugsguide PRAG Gæsteblogger

Prag Copenhagen

Prag har to butikker i byen. En på Nørrebrogade og en på Vesterbrogade. Jeg bruger den på Nørrebro. Det er en second-hand butik der er farverig og alsidig, men ikke lægger vægt på mærker. De har et kæmpe udvalg af sommerkjoler, uldtrøjer og silkeskjoter (min personlige favorit). Ofte har de også åbent om søndagen endda med 10 % rabat.

Jeg hopper tit ind for bare lige at kigge, og der er altid nok at se på. Priserne er rimelige.

Bonus Tip: Lige overfor på Nørrebrogade ligger faktisk en ret stor Røde-Kors med en tilhørende lille butik som hedder fremtiden, hvor de prøver at udvælge tøj fra Røde-Kors butikken og gøre det mere “ungt” – hvis man alligevel er på genbrugsshopping i den del af byen kan man lige så godt tage den med.

English recap: I’ve had Johanne from the blog Bedremode.nu to do a guest blogpost about some of her favourite second hand shops in Copenhagen, being Rescond and PRAG Copenhagen.

Follow me on Bloglovin’